Jeg er mand, og det er vigtigt!
Jeg er mand og det er vigtigt!
Hvorfor er du her? Når jeg har mine klienter i massage eller i terapi, så spørger jeg dem med jævne mellemrum, hvorfor de er her. Dels for at de bliver tydelige omkring deres egen intention med at være her, men også fordi jeg indimellem lærer noget, jeg kan gøre bedre.
Et af de svar jeg undrer mig mest over er at jeg tilsyneladende bare skal være mand!
Det er jo i mit tilfælde relativt nemt. De første gange jeg fik denne feedback grinede jeg mest af det. Slog det hen: Vissevasse - det giver jo ikke rigtig nogen mening. De må jo være her for at få løst op for noget der sidder fast i deres liv. Sådan tænkte jeg (jeg sagde det selvfølgelig ikke højt).
I dag er jeg nået til en ny konklusion. Eller måske snarere en ny undring. Kan der være noget om at det at jeg er mand, der er vigtigt? Er det mere end bare en forvirret klient, der ikke ved hvad hun skal sige? Jo mere jeg tænker over det, jo mere giver det mening: At jeg som terapeut bare skal være mand. Prøv at følge lidt med ned ad denne vej.
Den terapeutiske relation
Jeg tror, det handler om den terapeutiske relation. Den del af en terapi, der handler om forbindelsen mellem klient og terapeut. Den del der faktisk står for den største terapeutiske forandring i sig selv. Den del som vi ikke ved ret meget om hvordan vi skaber, vedligeholder og faktisk arbejder med.
Overskriften på bloggen: Jeg er mand og det er vigtigt! giver en anden del af svaret. Klienter der kommer til mig, har i en eller anden forstand ofte en udfordring med vigtige mennesker i deres livsforløb. Det kan være deres far, der sagde eller gjorde noget i barndommen, som har sat sig fast og forstyrrer relationen til klienten selv (alle i deres nærmeste omgangskreds). Det kan også være et mere direkte overgreb i form af samlivsproblemer, såsom skilsmisse, psykopati, lyst, moral eller normer. Det kan være fysisk vold eller endog voldtægt. Alt sammen kan vi lægge ind under en paraply, vi kalder traumer.
Pointen er at jo mere jeg tænker over det, jo mere afgørende er det at jeg er mand i de her tilfælde. Fordi en del af et traumes natur handler om hvilket køn, der har afstedkommet overgrebet.
Jeg arbejder meget med nervesystemet, og jeg tror at et traume har et køn i de tilfælde, hvor overgrebet er begået af et andet menneske.
Nervesystemet lagrer informationer
Min pointe er at en del af traumets natur er at nervesystemet registrerer en lang række informationer om alt det der er ubehageligt i overgrebet og lagrer det i nervesystem, hjerne og krop. Den proces sker fordi vores hjerne og nervessystem vurderer at det er bedst at undgå lignende oplevelser fremover. At det er bedst for den fortsatte overlevelse og forplantning på lang sigt.
Lad os som eksempel tage en kvinde, der er udsat for et overgreb fra en mand. Her er ord, stemning, den fysiske berøring, dufte, smage og overlevelses-reaktioner alt sammen nuancer af traumet. En del af overgrebets natur er også at det er en mand, der har begået overgrebet.
Den “data” = at det er en mand, tror jeg er en vigtig del af helings-processen, vi ikke må overse. Jeg oplever, at det at jeg er mand er en af hovedårsagerne til at jeg i det hele taget kan hjælpe mine klienter til at genfinde tilliden i deres nervesystem efter et overgreb. Fordi ideen “mand” i dem er blevet associeret med risikoen for et nyt overgreb eller ihvertfald noget der er farligt. Ligesom hvis vi var blevet bidt af en slange, at så ville vi reagere voldsomt næste gang vi mødte en slange.
Når jeg som terapeut og massør er en god og imødekommende mand, er det min fornemmelse at jeg langsomt og sikkert kan nudge et nervesystem hen til at genskabe tilliden til at mænd ikke er farlige.
Terapierne eller massagernes indhold bliver dermed sekundært, omend rammen er vigtig - at det i denne session handler om traumet. Det er ret ligegyldigt om vi taler om vejret, hvad hun handlede ind i Rema1000 eller i det hele taget, hvad der er oppe i tiden. Simpelthen fordi jeg er mand, og hun er kvinde. Jo mere tid vi tilbringer sammen uden at retraumatisere, jo mere healer vores samvær overgrebet.
Kropslige symptomer på et overgreb
Jeg oplever det samme mønster, når der er fysiske kropslige symptomer i spil også: Berøring af en arm, en hals eller en mave kan aktivere et nervesystem til at tro at nu gentages den forfærdelige oplevelse og dermed aktiveres frygt-respons, angst, forvirring - ofte i bund og grund: Flygt, flygt, flygt. Det mønster sker også, selvom der eksplicit ikke er tale om noget farligt: Jeg lægger bare min hånd stille og roligt på en skulder, og fordi den skulder var udsat for et overgreb, tror nervesystemet at denne berøring af skulderen også er farlig.
Fremgangsmåden med kropslige symptomer på et overgreb er den samme: At skabe en tryg relation og langsomt nærme os det eller de steder der i nervesystemet får alarmklokkerne til at ringe, og så arbejde os ind på dem - i terapi og massage. Men ikke som en behandling a la: “Denne gang skal vi prøve at nærme os din skulder og så taler vi om det”.
Snarere er berøringen noget der sker helt naturligt som en del af en naturlig berøring af hele kroppen. Vi italesætter det, der dukker op, hvis det er svært. Og så er det afgørende at det er en mand, der gør det.
Min oplevelse er at vi skal fjerne præstationen i arbejdet med de kropslige symptomer og gå til dem på samme vis, som at jeg er mand. Der er ikke noget formål med at være mand. Det er der heller ikke med en berøring (det er ihvertfald den forståelse jeg arbejder med). Og når nervesystemet forstår at der ikke er nogen rækkefølge eller negativ konsekvens af en adfærd, et tonefald eller en berøring, så løser traumet sit stramme greb om klienten. Og dermed kan jeg genskabe tilliden til det køn, der har begået et overgreb mod mig.
Det må også følge heraf at kvinders overgreb, ligesom mænds, også må have et køn. Har man været udsat for et overgreb af eksempelvis sin mor eller kvindelige partner, så kan det traume primært og mest effektivt håndteres af en kvindelig terapeut. Af de samme årsager som skitseret overfor.
Hvad tænker du?
Giver det mening at vi må undersøge om et traumes køn også skal være ståstedet for en reel terapeutisk bevægelse? Der er mange nuancer jeg ikke har beskrevet her: Eksempelvis er der ofte en partner involveret, som ikke forstår traumets natur, og det kan være svært for klienten for alvor at bevæge traumet i en par relationen, fordi det kræver indsigt, er forvirrende og ofte decideret ulogisk. Fordi det for partneren er svært ikke at reagere på noget, der ser ret ubehageligt ud for din partner, og som det kan se ud som om man er skyld i.
Men jeg er optaget af emnet lige nu, og har du lyst til at kommentere er du velkommen <3
Kærlig hilsen
Jørn
Læs mere om terapi her.
Læs mere om massage her.
Læs mere om det autonome nervesystem her.
Læs mere om vores kurser i helkropsmassage og den forståelse vi arbejder med her.