Kult-ur
Hold da op, hvor har jeg lært meget denne weekend…
Mandag morgen tanker. Denne gang var det efter at Trine og jeg kom hjem fra “Sig Ja til din lyst” modulet.
Vi slutter ofte vores kursusweekender af med, at enhver kan komme med en ytring, hvis der er behov for, at noget indre skal luftes. Denne gang var der en deltager, der fortalte, at da han kom fredag, var det næsten som at træde ind i en kult. Han skyndte sig at tilføje, at det var ikke sådan, han oplevede det i dag, men at det er nogle usædvanlige rammer at træde ind i (Og han har været her flere gange tidligere).
Det gibbede lidt i Trine, da hun hørte ordet. Og det afstedkom også grin og følgekommentarer fra de andre. En greb bolden og sagde, at han ville sætte "ur" for enden, så kult blev til kultur. Mere latter. Frigørende måske?
Jeg ved ikke, om det er kult eller kultur, vi laver på vores kursusweekender. Men jeg blev nysgerrig på, hvad det er, der er så særligt. For jeg kan godt selv fornemme, at det er som at træde ind i en lidt anden verden, når vi træder ind på Danakilde. Måske handler det bare om, at vi er væk fra den almindelige hverdag, med arbejde, familie og job?
For mit vedkommende har jeg overhovedet ikke lyst til at skabe en kult omkring mig. Dels fordi det har en lidt negativ lukkethed omkring sig. Dels fordi jeg jo så skal være kultleder og det magter jeg altså ikke!
Jeg har brug for at være et helt almindeligt menneske, der også af og til møder op med en halv vind, men prøver at være til stede så godt jeg kan. Jeg føler mig overhovedet ikke klogere end andre. Ej heller ved jeg, hvad der er bedst at gøre i de enkelte situationer. Omend jeg selvfølgelig har lidt mere erfaring med massage end de fleste.
Men jeg tror, at Trine og jeg tilbyder nogle rammer, der er gode til at undersøge sig selv i som menneske. Simpelthen fordi Trine og jeg har erfaring for, at de rammer er de bedste for os selv at turde være nysgerrige i. Fordi vi har begået mange fejl og justeret hen ad vejen.
En af vores studerende sagde, at hun nogle gange tænkte, at hun var lidt underlig, fordi det var så let at gå ind i berøring og nydelse. Det ER jo trods alt en meget intens, nøgen massage, hvor der er plads til lyst.
En anden sagde, at hun elskede det der med, at alting var tilladt.
Alting er nu ikke tilladt. Der er regler hos os. De etiske rammer for kurserne er der link til nederst i bloggen, og de giver en form for tryghed. Men der er som sådan ikke nogle metoder eller teknikker om at man skal gøre på den ene eller den anden måde.
Men sammen har Trine og jeg en forståelse - en italesættelse - af, hvordan vi forstår det at være menneske på. Ja- og nej-sproget er en del af det. At vi skal tage udgangspunkt i os selv i massagen er en anden. At nøgenhed og berøring er naturlig er en tredje. Vi ved også at kroppen er vores bolig i den tid, vi er her på jorden. Og derfor er det bedst at elske den og være god ved den. Vi undersøger ofte noget om hjernen, sanserne, følelser eller mønstre.
Som min afrunding på weekenden fortalte jeg om, at jeg har brug for at bryde igennem mit panser engang imellem. Ind til et blødt og sårbart sted. Og derfra kan jeg få kreativitet, lyst, humor og livskraft til at spire. Nogle gange kan jeg komme derind næsten af sig selv. Det kan være en duft eller en solstråle ind af vinduet. Eller fordi jeg har sovet igennem. Andre gange sker det ved musik.
I denne weekend spillede jeg “Du må ikke gå” oversat og sunget af Silas Bjerregaard. Ord gør noget godt for mig. Ord er min måde at oversætte mine indtryk til min hjerne og min krop. De ord Silas synger i "Du må ikke gå" rammer et uudgrundeligt dyb i mig. Ikke som en fortabt søn, der er bange for at miste. Mere ind til essensen af det at være Jørn. Eller ihvertfald ind til en af de essenser, et savn, som jeg holder af og har brug for at få kontakt til med jævne mellemrum.
Så på den måde kan jeg sagtens se, at der er noget særligt nørdet over at komme på kursus hos os: Massagerne, samtalerne, berøringerne, bevidstheden og nysgerrigheden er en lidt finurlig størrelse, som måske ikke umiddelbart kan forstås, hvis man som udenforstående besøgte os i weekenden.
Måske handler vores kultur om, at vi omfavner det hele menneske. Ikke bare med alle de fantastiske ting som lyst og glæde og seksualitet og berøring. Men jo også det skamfulde, det rørende og det berørende. Måske handler det om at vi smider vores panser lidt af gangen, med hvert stykke tekstil vi tager af, og for en stund tillader os selv at være svage og stærke, sårbare og rummelige. Krop, sind og følelser i en skøn blanding.
Måske er det den stemning, der manifesterer sig i fælleskabet fredag eftermiddag? Helt af sig selv kan man mærke "det", når man træder ind?
Måske er det bare vores fælles lyst til at kigge på sig selv? Det er jo en form for kult. Eller en form for kultur. Måske er det bare gode rammer for at undersøge sig selv i?
Kærlig hilsen
Jørn