At være rig handler for mig om at være fri for pres

Hele mit liv har jeg været under pres. Som barn skulle jeg selv stå op og være “stor” og sørge for at komme i skole, fordi min mor var på nattevagt og min far skulle afsted kl. 6.30 på til den byggeplads han arbejdede på. Så jeg blev nødt til selv at sørge for at spise mine havregryn og komme afsted til tiden. 

En enkelt gang nåede jeg ikke helt frem til skolegården. 50 m før jeg nåede skolegården ringede klokken ind, og da det gik op for mig at jeg ikke kunne nå frem inden klokken stoppede frøs jeg. Stivnede der foran anlægget på Borgergade i Oue. Jeg følte en enorm skam over at jeg skulle gå ind i børnehaven til Bente og de andre kammerater. Måske ville hun spørge, hvorfor jeg kom for sent? Jeg havde ingen forklaring. Hvad skulle jeg sige? At jeg ikke var kommet hjemmefra i god nok tid? At jeg var blevet optaget af noget på vejen?

Tanken om at de alle ville kigge på mig, når jeg trådte ind var helt uudholdelig. Så jeg vendte om og løb hjem igen. Den oplevelse betyder at jeg altid er ekstra opmærksom på at være fremme til tiden. Og det blev det også resten af min barndom. Der opstod et pres for altid at nå frem til tiden eller overholde tidsfrister – for at undgå den samme oplevelse igen. For altid at have en god forklaring, hvis nu jeg kom for sent.

Som voksen har jeg ofte kæmpet med at være okay. Det betød meget for mig at jeg gjorde det “rigtige”, blev accepteret og anerkendt. Særligt i den relation jeg fik med mine børns mor var temaet om forkerthed og hvordan man gør, en stor kilde til pres for mig. For hvis jeg nu var uenig med ham man, hvad så? Hvis jeg bare havde lyst til at gøre tingene på en lidt anden måde? Eksempelvis hænge tøj op som jeg nu hænger tøj op, fremfor den måde som man gør. Det førte til 15 år med stigende pres på alle områder af mit liv; indtil det hele gav efter.

Hele mit voksne arbejdsliv har jeg arbejdet i IT. Først som projektleder, og senere som selvstændig IT-konsulent. Jeg har haft fart på hele tiden. For der er fart på i den branche. Tidsfrister, budgetter, ressourcer. Hurtig, hurtig, hurtig. Pres, pres, pres. Den ene måned tog den anden. Det var sjovt og udfordrende til at begynde med. Jeg har altid godt kunne lide det afvekslende arbejde med projekter, nye organisationer, nye mennesker. At skabe rammer for at andre kunne performe og nå i mål. Lønnen var også god – både som fastansat, men senere som selvstændig har jeg fået muligheden for at tjene vanvittigt mange penge hver måned, år efter år. Det passede fint med den ide jeg havde om at man skulle tjene mange penge for at blive rig, så jeg derefter kunne gøre hvad jeg ville.

På et tidspunkt gik det op for mig at uanset hvor hurtigt jeg løb og hvor mange penge jeg tjente, var jeg alligevel presset på økonomien. Det var som om huset, bilen og alle de små kompensationer jeg blev nødt til at lave for at få tingene til at hænge sammen, fik den store løn til at forsvinde. Jeg begyndte også at blive træt.

Min integritet har altid været stærk. Og derfor også lidt irriterende. Fordi jeg ikke bare kan tilpasse mig en usund organisation eller en dårlig leder. Jeg kunne stå og trippe som et lille barn i et H.C. Andersen eventyr for at sige: Jamen, DET DER er fandme da en dårlig beslutning! Du udsætter dine medarbejdere for alt for megen belastning. Hvordan skal de nå at lave en ny plan til på Mandag uden at arbejde hele weekenden? De risikerer at blive syge med stress resten af livet. Vil du det? Handler det ikke mere om, at du som leder ikke selv tør sige Nej til dine chefer? Og bare vælter dine problemer videre ned til medarbejdere?

Jeg var nødt til at sige det, der skulle siges. Ellers havde jeg det ad helvedes til. Kunne ikke sove, for tænk nu hvis de ikke var klar over hvor elendig en beslutning de havde taget? Så det gjorde jeg. Sagde det. Måske ikke så direkte som ovenfor, men trods alt der hen ad. Og så blev jeg fyret fra min kontrakt. Ikke bare en gang, men flere. Der var mange elendige beslutninger af mange elendige ledere. Fuckit. Det var ikke rart.

Det pudsige var at jeg følte en enorm frihed og lettelse efter at have afbrudt en kontrakt. Jeg blev faktisk gladere af ikke at skulle være et usundt sted mere. Glad af at jeg fortalte det, jeg så. Fandt modet til det. Konsenvenserne var kedelige ja, men dog meget nemmere at have med at gøre end hvis jeg var gået ned med stress.

Efter en stund begyndte noget at prikke til mig. Måske skulle jeg kigge på mit arbejdsliv og de rammer jeg have sat op omkring det? Jeg hørte tilfældigt en klog mand fortælle om gældfrihed og en måde at leve livet på, hvor tid var i overskud, og hvor penge ikke var nødvendige i ret stort omfang. Det stod pludseligt klart for mig at hvis det var sandt, hvad han fortalte kunne jeg tjene nok penge til et helt år, ved bare at arbejde en måned.

En måneds arbejde. 11 måneder fri. Det lyder sgu meget godt, synes jeg.

Så det nørdede jeg med og efter 5 års forberedelse begyndte jeg at tage de første små skridt. Jeg fik betalt mit studielån af. Jeg fik betalt min bil. Jeg fik plus hist og pist på nogle konti. Og den sidste store hurdle kom, da jeg fik solgt mit alt for store hus og flyttede ind på 50 kvm.

Foto: Lise Ramsland Sparre

Nu har jeg tid til det der betyder noget. Jeg har ikke ret mange penge i banken. Men det er torsdag. Jeg har sovet til kl. 10 her til formiddag. Fordi jeg havde lyst. Nu sidder jeg med computeren og den her lille blog. Om lidt glæder jeg mig til at gøre rent og gøre klar til at arbejde i morgen. Der skal jeg have en terapi. Mit massagerum er også næsten klar. Så det vil jeg også snart begynde at bruge. Men ikke lige nu. Først skal der sættes kartofler og agurk og pastinak. Og jeg skal have planlagt min blomster-der-kan-spises-salat-have. Jeg har selvfølgelig fået købt alt for mange frø. Men sådan er det med mig. Det er så fedt at blive begejstret. Og så skal jeg spille CS i aften, med min klan TFU: Team Feet Up. Hvilket meget godt dækker over mit liv i øvrigt.


Jeg er fri for presset til at skulle hente en masse penge hjem hver måned. Fri for tidspres og at skulle møde hver morgen på arbejde. Det pres er vekslet til færre kvm, færre ting og meget mere tid. Masser af livskvalitet og som flødeskummet på toppen har jeg fundet et arbejdsliv med Trine, der er vildt spændende: Bog-skrivning, terapier, seksualitet, massager, kurser. At blive invitereret ind i andre menneskers inderste. Det bliver aldrig kedeligt for mig og jeg er altid fyldt af energi efter en terapi.

Jeg må erkende, at jeg er blevet rig. Ikke på ussel mammon, men rig på frihed. Frihed til for det meste at gøre, hvad jeg vil. Fri for pres. Det er rigdom for mig.

2 Comments

  1. Dagfrid Kolås den 14. april 2021 kl. 08:08

    Takk for vakker deling🌈



  2. Peter Ramsgaard den 24. april 2021 kl. 23:27

    Tak for det skriv ! Det lyder godt !
    Vh Peter Ramsgaard



Efterlad en kommentar