Er jeg blevet socialt handicappet?

Eller socialt udmattet. Manner. Jeg oplever at jeg både har lyst til at være sammen med andre og hurtigt vil hjem igen. Det er rimeligt frustrerende.

I den her coronatid glæder jeg mig til jeg skal ud blandt andre mennesker igen. Møde mine venner og gå på restaurant, til koncerter, festivaler eller bare en tur ned ad en fyldt gågade her i Århus. Ind i en butik og bare lure. Måske drikke en kop kaffe på en café. Eller en fadøl. Måske falder jeg over noget jeg skal have med, og så køber jeg det bare. Tager min pose under armen og går tilbage ud i mylderet.

Jeg har endda lavet en lille liste med ting, som jeg skal gøre når jeg slipper fri. Simpelthen fordi jeg længes så meget efter fællesskabet. Det er slet ikke fordi jeg er ensom - jeg har min egen sociale bobbel. Den er jeg taknemmelig for og trives i. Stadigvæk føles det som om der er et hul, der bliver større og større for hver dag forsamlingsforbud og jeg-ska-gi-dig er aktuelt. Jeg har lyst til at være mere social.

Desværre er jeg så stødt på det her - for mig - nye fænomen. At jeg har stor lyst til at være sammen med mennesker, men ret hurtigt efter at vi samles, har jeg behov for at trække mig tilbage. Af og til allerede efter en times tid. Jeg kan også opleve mig selv som helt tavs, uden at have ret mange ord at sige.

Måske bliver de mange impulser, der jo er i et socialt fællesskab bare overvældende for mig. Ihvertfald bliver jeg træt med træt på.

På en måde kan det minde om det, der også sker med min fysik og min formkurve, der har været nedadgående siden marts 2020(det er dog en trøst at det på en eller anden måde stadig kan gå nedad, for så har jeg jo ikke nået bunden endnu, vel?). Det er slidsomt at lave ret meget mere end lige det, der er nødvendigt for at holde kroppen i gang her om vinteren. Når restriktioner kommer oveni, forsvinder den del af det daglige arbejde jeg har, der holder mig i form.

Jeg savner min træning med Meinhardt og fuckmig hvor skal jeg bare igang, når vi bliver sluppet løs. Jeg ved godt at min fysik er begrænset, når vi går igang. At jeg skal regne med en længere genoptræning, tage pauser, små powernaps og have masser af massage i den periode. Det kender jeg til. Det er den fysiske udmattelse der opstår efter en periode, hvor jeg ikke har trænet så meget. Og det er den måde at jeg får min krop i træning igen. Been there, done that.

Men hvad gør jeg med den sociale udmattelse? Hvordan genoptræner jeg den? Og hvordan passer jeg på mig selv i det forløb? Det er nyt for mig at skulle finde en vej der.

Endda før det: Hvordan lykkes jeg i det hele taget med at anerkende at jeg ikke bare er i fysisk dårlig form, men også i social dårlig form 😛 Èn ting er det dilemma jeg har indeni, hvor jeg opsøger andre, men samtidig hurtigt har behov for at tage hjem igen. Det får jeg decideret dårlig samvittighed af. Men en anden er en snigende frygt for at jeg ender med kun at have lyst til at være alene i min lille hule med min kat og min kaffe.

Hvad gør jeg når det bliver mærkeligt at gå i Brugsen uden mundbind?!?

Til den tid er der endnu et område, jeg skal have opmærksomhed på. Og genoptræne. Det må være sådan. Første skridt er jo at se det. Og erkende at det er lidt uventet. Så må jeg se til den tid, hvad der er af muligheder.

Indtil da drikker jeg kaffe og taler med min kat, her i min lille hule…

Kærlig hilsen

Jørn

Ps. Hun svarer heller ikke igen (min kat altså)