Hvad lever du for?

Nogle gange vækkes vi af noget udefrakommende, og vi bliver skubbet ind i bevidstheden om, hvad der er vigtigt i livet. Måske har vi slet ikke tænkt over det før, og det kommer som et chok. Det kan være sygdom, skilsmisse, dødsfald. Alle mulige helt uomgængelige vilkår i livet kan vælte os for en stund.

Hvad lever du for?

Det spørgsmål stillede en behandler til en kvinde, jeg mødte for nylig i en massage. Hun fortalte mig om det inden massagen. Det havde været som at få et slag i hovedet efterfulgt af tomhed. Der var ingenting. Intet svar. Ingen store eksistentielle meningsfuldheder bankede på. Dernæst kom chokket over tomheden. Så længslerne og så fortrydelserne. Alt det, hun ikke havde gjort og ikke havde oplevet, bankede nu på. Måske ikke for første gang, men det var indtil nu blevet holdt nede, når det var dukket op. Når der blev spurgt til hvorfor, hun ikke havde haft intimt samvær med en mand i 30 år, havde hendes svar altid lydt:

Den slags kan man klare selv. Og jeg klarer mig. Jeg har det fint alene.

Det svar blev nu afløst af en bankende længsel. Og stemmer dukkede op. Stemmer, hun altid tidligere havde undertrykt blev nu til sabotage.

Hvorfor har du ikke gjort noget? Hvorfor har du ikke taget dig sammen? Du burde da have vidst bedre.

Spørgsmål om rigtigt og forkert var begyndt at presse sig på. I alle mulige sammenhænge sneg der sig en usikkerhed ind. En tvivl på sig selv og en frygt for at gøre noget forkert, som naturligvis var svært at finde et svar på, fordi hun ikke tidligere havde stillet sig selv de helt store spørgsmål og ikke tidligere havde mærket efter i sig selv.

I massagen gav hun sig hen. De saboterende stemmer blev tavse. Alt var okay. Hun var okay. Bagefter var hun glad og afslappet. Der var blevet stille indeni.

Men efter massagen begyndte vi at snakke, og stemmerne vendte tilbage. Tvivlen på om det nu var okay, den måde hun havde bevæget sig i massagen. Om jeg synes, hun gjorde det rigtigt. Ordet “bør” dukkede op igen og igen.

Vi snakkede om, at hun måske skulle holde op med at tale med de saboterende stemmer. Holde op med at bruge ordet “bør” og måske undersøge, hvad det dækkede over. Få adskilt sig fra de saboterende stemmer og forbundet sig med den gode stemme, der talte om længsler og om håb, om lyst og om kærlighed.

007