Grundmodul: Nej
14/11/2025 Kl. 17:00 - 16/11/2025 Kl. 12:30
Grundmodul: Nej
Grundmodulet er en introduktion til tantramassage. Det er både for par og for soloer. Den eneste forudsætning for at være med er en vis bevægelighed i kroppen og en nysgerrighed på kontakten til din sanselighed i mødet med en anden. Ord som lyst, sanselighed, nærvær, samvær og langsomhed er nøgleord. Du vil dykke ned i din egen sanselighed i kontakt med andre. Lære at sanse, lære at mærke dine personlige grænser og at give udtryk for dem. Og lære at lave en massage. Det foregår i smukke omgivelser på Danakilde i midtjylland.
Grundmodulet er obligatorisk, hvis du senere vil deltage i temamodulerne. Læs mere om årshjulet og temamodulerne her.
Indhold
Der vil være undervisning i massage af hele kroppen. Kønsdelene berøres let, men der er ingen decideret undervisning i yoni/lingammassage før et senere modul. Udover berørings- og massageøvelser laver vi også små oplæg, og der er tid til refleksion, meditation og samtaler om liv og seksualitet imellem sessionerne. Deltagerne introduceres for “Ja og Nej-sproget” med fokus særligt på Nej. Hvordan man sanser en grænse, hvordan den kan udtrykkes, og hvordan den kan modtages? Alle øvelser og alle massager vil blive guidet – og vist af os først. Vores erfaring er, at når vi går forrest, så bliver folk trygge.
Fællesskabet
Vi inviterer ind i et fællesskab, hvor der er plads til at snakke med hinanden om emner, vi normalt ikke taler så meget om. Sex og seksualitet, sårbarhed, spiritualitet og det der har at gøre med at være menneske. Kvinde eller mand. Uanset om I er et par, eller du kommer alene, så er det livgivende at dele erfaringer og spejle sig i andres historier. Det kan ofte i sig selv bevæge noget nyt i dig og i os.
Mad
Maden er vigtig for os. Den er inkluderet i prisen, og vi gør vores bedste for, at den skal være både smagfuld, økologisk og smuk at se på. Noget mad laver Jørn og jeg til jer, og andet sørger Danakilde for.
Danakilde
Danakilde er uden tvivl det helt rigtige sted for os. Huset, naturen, haverne, Rørbæk sø og de mange hellige spots, som Rebekka og Torsten har skabt er unikt. Her finder I stensætninger, urtespiraler, hellige kilder, shelters bygget omkring træerne, saunaer, vikingehuse, heste, grise og masser af magisk natur.
Overnatning
Danakilde har skønne enkelt og dobbelt- værelser, og desuden mulighed for overnatning i shelters eller små husvogne. I booker overnatning direkte hos Rebekka på 22592412 og aftaler detaljer om overnatning med hende. Vi har ikke noget med overnatningerne at gøre udover, at vi formidler kontakten.
Forudsætninger for deltagelse
Massageøvelserne foregår på gulvet på madras, så det er godt, at du har en vis bevægelighed i kroppen. Som par kan I vælge at fordybe jer med hinanden gennem alle øvelserne, eller I kan vælge at skifte massagepartner mellem øvelserne. Soloerne roterer efter hver øvelse og vi sørger for, at der er lige mange solo mænd, som der er solo kvinder.
Forståelsen
Nøgenhed er naturlighed, og din krop er okay, som den er uanset køn, former, farver, vægt eller alder. Både den der masserer, og den der bliver masseret er nøgne. Kroppen er helt særlig og fortjener opmærksomhed og berøring. Massagen inviterer dig ind i kontakt med dig selv – i dit møde med den anden. Det er omdrejningspunktet for alt, hvad der foregår hos os. I den nøgne sanselige kontakt vil du naturligt møde dine vaner, hvilket er godt, for det giver dig mulighed for at tale om dem, blive mere bevidst, og måske bane nye veje for klarhed om nærhed og samvær. Det kan selvfølgelig også være lidt besværligt, og bliver det svært, er vi med for at hjælpe. Vi lover at tage os omsorgsfuldt af det og støtte dig, hvis det bliver svært. Af samme årsag deltager vi ikke selv i øvelserne med mindre der opstår et ekstraordinært behov, fordi en deltager må træde ud. I seksualiteten ligger en naturlig kontakt til lyst igennem sansning. Det er denne sansning, du inviteres ind i. Uden krav og forventninger, men med en klar ramme. Vi inviterer dig til at være sammen med andre mennesker på en ny måde, hvor nærvær, bevidsthed, opmærksomhed og sanselighed får plads. I massagen inkluderes hele kroppen og ingen dele af kroppen gøres til noget særligt. Vi guider ind i en forståelse, hvor ethvert sted på kroppen rummes uden at blive givet en særlig betydning. Ligesom du ikke skal et sted hen i din seksualitet, men simpelthen er et sensuelt væsen med en sensuel energi, der strømmer i dig. Det kan du opleve, når du lærer at sanse dig selv, og det er dette rum, vi åbner for i denne weekend. I øvelserne vil du få mulighed for at undersøge, om du kan blive i dig selv uden at begynde at gøre noget VED eller godt FOR den anden. Man kan sige, at du møder dig selv i mødet med den anden. Det kan opleves som en enorm frihed at slippe for at skulle præstere at gøre det godt. Og det kan ende med at blive det.
Det er muligt at deltage på grundmodulet flere gange, og to weekender er aldrig helt ens. Det er der ofte nogen der gør, fordi den første weekend handler om at finde ud af hvad det er, og komme til stede i det særlige rum. Næste gang du kommer til samme modul er du et andet sted, og derfor bliver det aldrig en gentagelse.
Praktisk info
Du kan medbringe dine egen sarong eller du kan købe en sarong hos os. Du/I tilmelder jer ved at skrive eller ringe til Jørn eller Trine. Du får en velkomstmail et par uger inden kurset med praktisk info. Vi glæder os til at møde jer og guide jer gennem weekenden. Priser findes her
Har du spørgsmål, så kontakt os.